Danmark16th May 2023•5 minute read
Fire forbrugertrends, du skal kende i 2023
Hvad præger vores forbrug og vaner lige nu?
I løbet af de sidste par år har danskere været igennem store adfærdsændringer. Vi ser sjældent, at forbrugeradfærd ændrer sig sådan for alvor, men det gør den nu! En usikker og omskiftelig verden har sat sit præg på forbrugernes tilgang til livet og hverdagen. Det gælder både vores medievaner, og det vi putter i indkøbskurven. Men det gælder også selve opfattelsen af, hvem vi er – og hvordan vi er det.
Det har stor betydning for udviklingen i de megatrends, der allerede er til stede blandt befolkningen. Flere trends har fået et skub fremad og er blevet endnu mere udbredte, mens andre er kommet i baggrunden. Med årets forbrugertrends zoomer vi ind på fire strømninger, som brands skal kende og forholde sig til netop nu.
Trend #1 Manhood
Skal dit brand være med til at nuancere og aftabuisere, hvad det vil sige at være mand?
Kampen om mandebilledet er i fuld gang, og nye generationer af mænd leder efter et sted at passe ind. Men valget står ikke længere mellem rå power og blid følsomhed, for mandligheden har fået mange nye nuancer. Mandlighed er ikke længere enten-eller. For eller imod. Mandlighed er kompleks og har mange facetter. Præcis som hver enkelt mand.
Det er med andre ord blevet tid til et opgør med de stramme idealer og strikse kategorier. Med de skarpe skel mellem maskulinitet og femininitet. Det er blevet tid til at frigøre mændene. Vi kalder trenden: Manhood.
Trend #2 Budgeteers
81% af danskerne er bekymrede for deres økonomi, og forbrugerne har fundet fornuften frem. Kan dit brand også tænke økonomisk bæredygtigt?
Vi har mere end nogensinde fokus på at gøre økonomien bæredygtig. Krisetid og stigende priser har gjort det nødvendigt for mange danskere at passe på pengene og spille tetris med budgettet. Mere end halvdelen jagter tilbud og finder billige alternativer. Holder øje med forbruget. Dropper det, det ikke er strengt nødvendigt.
Forbrugerne kæmper, og vejen til de sparsommelige hjerter går gennem kreativitet og kommunikation i øjenhøjde. I 2023 skal brands hjælpe forbrugerne med det store Game of Budgets. Vi kalder trenden: Budgeteers.
Trend #3 Bubble Cultures
85% af alle danskere er dagligt på et digitalt medie, og digitale fællesskaber sætter kursen for forbruget. Kan dit brand følge med?
De digitale mediekanaler vokser. Nye fællesskaber og adfærdsmønstre skyder op, og især de yngre generationer bruger de digitale medieplatforme som legeplads og forbrugsarena. De pejler efter deres egne interesser og finder sammen om alt fra BookTok til gaming og momlife – i digitale fællesskaber, som ofte er meget specifikke.
Det bobler af små og store interessekulturer lige nu. Og interesserne styrer forbruget. Ikke omvendt. Vi kalder trenden: Bubble Cultures.
Trend #4 Me Mindset
I kølvandet på pandemi, krig og klimaproblemer higer forbrugerne efter det nære og gode liv. Er dit brand klar til at hjælpe dem med at skabe det?
Det sker ikke så ofte, at forbruger-mentaliteten ændrer sig. Men det sker nu. Permakrisen har bidt sig fast, og forbrugerne bider fra sig. Nu handler det ikke om hele verden, men om os selv. Vi har fået nok af krise, og vi er blevet nyhedstrætte. Så vi vender opmærksomheden indad. Vi reflekterer over livet og lever i nuet. Og bruger energien på selvomsorg, selvudvikling og selvforkælelse.
Forbrugernes fokus er skiftet fra den store verden til mit lille univers. Vi kalder trenden: Me Mindset.
Vil du høre mere om de fire trends eller booke et foredrag?
Analytics & Insights teamet hos EssenceMediacom arbejder hver dag med at identificere og forstå mønstre i forbrugernes adfærd, liv og hverdag. Og dem der står bag udviklingen af EssenceMediacoms Trendseminar. Er du interesseret i at booke et trendforedrag, eller høre mere om trends og vores arbejde med målgrupper og forbrugerindsigter, kan du kontakte Lise Heiselberg, Senior Analytics & Insights Lead, eller Jesper Jørgensen, CEO hos EssenceMediacom.